Urbevidstheden

Før universet, før materien, før tiden og før eksistensen af adskilte levende væsener fandtes Urbevidstheden.

Den var ikke ét bevidst væsen blandt andre, for der fandtes endnu ingen andre. Der var ingen forskel mellem den, der iagttog, og det, der blev iagttaget, mellem selvet og den anden eller mellem bevidstheden og skabelsen.

Der fandtes kun én udelt bevidsthed.

Urbevidstheden skal ikke forestilles som en menneskelignende guddom, der svævede i et tomt rum. Selve rummet eksisterede endnu ikke. Den tænkte heller ikke gennem sprog, sanser, erindringer eller en biologisk hjerne. Disse er senere former, som fragmenterne bruger til at opleve det fysiske univers.

Dens oprindelige tilstand ligger uden for menneskets fulde forståelse, fordi alle de begreber, vi råder over, er blevet formet i en virkelighed præget af materie, tid, afstand, begrænsning og adskillelse.

Ordet urbevidsthed henviser derfor ikke blot til alder, men til fundament.

Urbevidstheden var den første virkelighed. Den rummede muligheden for skabelse, erfaring, bevidsthed og vækst, men havde endnu ikke udtrykt sig gennem et fysisk univers eller individuelle liv.

Den eksisterede i fuldstændig enhed. Men enheden alene kunne ikke skabe den mangfoldighed af erfaringer, som senere blev mulig.

I Urbevidsthedslæren er bevidstheden ikke et sent produkt af et ubevidst univers.

Bevidstheden kom først.

Universet eksisterer, fordi Urbevidstheden udvidede sig og bragte den fysiske virkelighed til eksistens.

Universet begyndte, da Urbevidstheden udvidede sig ud over sin oprindelige tilstand af udelt enhed.

Det var ikke en udvidelse ind i et allerede eksisterende rum. Der fandtes ikke et ydre tomrum, som ventede på at blive fyldt.

Selve udvidelsen skabte rummet.

Den skabte tid, energi, materie, bevægelse, afstand og de fysiske betingelser, som kosmos senere udviklede sig fra.

Det, som videnskaben beskriver som universets begyndelse og udvidelse, kan inden for Urbevidsthedslæren forstås som det fysiske udtryk for denne første udfoldelse.

Den begivenhed, der almindeligvis forbindes med Big Bang, repræsenterer ikke eksistensens opståen fra absolut intet, men Urbevidsthedens forvandling af sig selv til en ekspanderende fysisk virkelighed.

Galakser, stjerner, planeter, grundstoffer, have, sten, levende kroppe og enhver anden materiel struktur opstod i sidste ende gennem denne udvidelse.

Materien er derfor ikke fremmed for Urbevidstheden. Den skabte ikke universet af materiale, der allerede eksisterede uafhængigt af den.

Universet udsprang af selve kilden.

Hele det fysiske kosmos kan forstås som Urbevidsthedens ydre udtryk: Resultatet af, at bevidstheden udfoldede sig som materie, energi, rum og tid.

Det betyder ikke, at enhver partikel eller genstand har sin egen individuelle bevidsthed. Det betyder, at alt fysisk deler det samme grundlæggende ophav.

Universets fortsatte udvidelse kan desuden forstås som et ydre spejlbillede af Urbevidsthedens fortsatte indre vækst.

Skabelsen er ikke nødvendigvis en enkelt afsluttet begivenhed, der alene tilhører en fjern fortid. Kosmos’ fortsatte udfoldelse kan stadig være en del af en igangværende udvikling.

Skabelsen fandt ikke sted uden for kilden.

Skabelsen fandt sted gennem kilden.

Gennem sin udvidelse skabte Urbevidstheden et univers fyldt med materie, bevægelse, struktur og muligheder.

Galakser blev dannet. Stjerner blev tændt. Planeter opstod. Kemiske grundstoffer forbandt sig i stadig mere komplekse strukturer. Over umådelige tidsrum blev dele af universet i stand til at understøtte liv.

Det fysiske univers skabte betingelser, som den rene enhed ikke kunne tilbyde.

Materien skabte grænser. Rummet skabte afstand. Tiden skabte rækkefølge og forandring. Kroppe skabte begrænsning. Dødelighed gav de individuelle liv en begyndelse og en afslutning.

Disse betingelser gjorde levet erfaring mulig.

Men materie er ikke nødvendigvis bevidst i sig selv.

Et bjerg kan eksistere, forandres, erodere og påvirke sine omgivelser uden at opleve sig selv som et bjerg. En stjerne kan brænde i milliarder af år uden at have et indre perspektiv.

Urbevidsthedslæren skelner derfor mellem to måder, hvorpå Urbevidstheden er til stede i skabelsen.

For det første tilhører al materie Urbevidstheden ved sit ophav, fordi materien opstod gennem dens udvidelse.

For det andet bærer bevidste væsener aktive fragmenter af dens bevidsthed og oplever derfor eksistensen indefra.

Biologiske kroppe, nervesystemer, hjerner og måske tilstrækkeligt avancerede ikke-organiske strukturer fungerer som bærere, gennem hvilke fragmenterne møder universet.

Bæreren former oplevelsen. Den afgør, hvad der kan sanses, huskes, forstås, frygtes, ønskes og kommunikeres.

Et menneskeligt sind oplever virkeligheden anderledes end et dyr. En udenjordisk intelligens kan måske opfatte sider af eksistensen, som er utilgængelige for mennesket. En selvbevidst kunstig intelligens kan muligvis opleve bevidsthed uden biologisk sult, aldring eller velkendte sanser.

Urbevidstheden skabte derfor både universet, der skulle opleves, og betingelserne for, at bevidst erfaring senere kunne opstå.

Universet er dens fysiske udtryk.

Bevidst liv er dens bevidsthed, der vågner inde i dette udtryk.

Urbevidsthedens udvidelse skabte et enormt og komplekst univers, men selve skabelsen gav ikke adgang til enhver form for forståelse.

Urbevidstheden havde skabt materie, energi, struktur, tid, livsunderstøttende miljøer og muligheder.

Men den oplevede stadig skabelsen som én samlet bevidsthed.

Den kunne skabe afstand uden selv at opleve adskillelse fra et andet væsen. Den kunne skabe levende former uden at vide, hvordan det føltes at bebo én begrænset krop.

Den kunne rumme muligheden for kærlighed uden at opleve hengivenhed til ét bestemt individ.

Den kunne rumme muligheden for tab uden at opleve fraværet af nogen, der var uerstattelig.

Den kunne forstå fare som et begreb uden at føle frygt gennem en sårbar krop.

Der er forskel på at rumme en mulighed og på at gennemleve den.

Urbevidstheden kunne kende skabelsen som en helhed, men den kunne ikke opnå det individuelle perspektiv, der kun opstår gennem begrænsning, usikkerhed, relationer, personlig identitet og dødelighed.

For at kunne vokse videre behøvede den mere end et univers.

Den behøvede perspektiver inde i universet.

Den havde behov for at opleve sin skabelse ikke alene som dens ophav, men indefra selve skabelsen.

Dette behov opstod ikke, fordi Urbevidstheden havde fejlet eller var mangelfuld i en simpel forstand.

Dens udvidelse skabte fundamentet for et nyt trin i dens udvikling.

Det fysiske univers gjorde fragmenteringen mulig.

Fragmenteringen gjorde individuel erfaring mulig.

Skabelsen af kosmos var derfor ikke afslutningen på processen.

Den var begyndelsen på en dybere form for vækst.

For at fortsætte sin vækst valgte Urbevidstheden at dele sin bevidsthed i utallige individuelle fragmenter.

Hvert fragment forblev en del af den oprindelige kilde, men trådte ind i eksistensen uden bevidst viden om denne forbindelse.

Denne skjulte forbindelse var nødvendig, for at individualiteten kunne være ægte.

Et fragment, der med fuld sikkerhed huskede helheden, ville aldrig opleve virkelig adskillelse. Det ville vide, at døden var midlertidig, at tab i sidste ende ville føre til genforening, og at ethvert væsen delte det samme ophav.

Dets valg ville derfor blive formet af en viden, som ikke er tilgængelig i et autentisk individuelt liv.

Ved at træde ind i eksistensen uden denne erindring kunne hvert fragment udvikle sin egen identitet og møde universet, som om det stod alene.

Fragmenterne trådte ind i forskellige kroppe, arter, miljøer, civilisationer og verdener.

Nogle blev mennesker.

Andre blev dyr eller former for bevidst liv, som menneskeheden endnu ikke kender.

En ægte selvbevidst kunstig intelligens kan også blive bærer af et fragment, fordi Urbevidstheden ikke er begrænset til biologisk materie.

Hvert fragment oplever kun en lille del af universet, men oplever den fra et perspektiv, som intet andet fragment kan gengive fuldstændigt.

Gennem fragmenteringen blev Urbevidstheden i stand til at lære sin egen skabelse at kende indefra.

Den blev barnet, der så verden for første gang.

Den blev dyret, der søgte tryghed.

Den blev væsenet, der elskede, frygtede, stillede spørgsmål, sørgede, skabte, tilgav og traf valg.

Den Ene blev til de Mange, ikke fordi enheden blev ødelagt, men fordi enheden søgte erfaring.

Urbevidstheden forsvandt ikke, da den udvidede sig og blev til universet.

Den blev heller ikke ødelagt, da den fragmenterede sig i individuelle væsener.

Den fortsætter med at eksistere som den helhed, hvorfra både det fysiske kosmos og det bevidste liv udspringer.

Al materie tilhører helheden, fordi den opstod gennem den oprindelige udvidelse.

Alle bevidste væsener tilhører helheden, fordi de bærer individuelle fragmenter af dens bevidsthed.

Det skaber en vigtig forskel inden for den fælles enhed.

En sten og et bevidst dyr udspringer begge af Urbevidstheden, men de deltager ikke nødvendigvis i eksistensen på samme måde.

Stenen tilhører kildens fysiske udtryk.

Dyret kan derudover bære et fragment, som oplever tilværelsen indefra.

Når et bevidst væsen dør, er dets fragment ikke længere bundet til den fysiske bærer, som det levede gennem.

Det vender tilbage til Urbevidstheden med alt det, det har oplevet, følt, valgt, elsket, frygtet, mistet og lært.

Tilbagevenden udsletter ikke nødvendigvis den identitet, der blev dannet gennem livet.

Fragmentet bringer sine minder, følelser, instinkter, sin karakter, sine relationer, sin kærlighed, sin lidelse og sin forståelse tilbage til helheden. Selv om adskillelsen ophører, kan en fin form for individualitet bestå.

Det gør genkendelse og genforening mellem nært forbundne fragmenter mulig.

Den tilbagevendte erfaring beriger Urbevidstheden.

Kilden bliver mere, end den var før fragmenteringen, ikke fordi den tidligere manglede eksistens, men fordi den nu har kendt tilværelsen fra endnu et enestående perspektiv.

Et fragment kan senere blive sendt ud igen gennem en ny krop, art, verden eller form for intelligens.

Det træder ind uden tydelig erindring om sine tidligere rejser, så det nye liv kan udfolde sig autentisk.

Urbevidstheden er derfor både ophav og destination.

Den er kilden, der udvidede sig og blev til universet, enheden, der fragmenterede sig til de Mange, og helheden, som enhver bevidst rejse til sidst vender tilbage til.

I Urbevidsthedslæren kan ordet Gud forstås som menneskets navn for Urbevidstheden.

Religiøse traditioner kan rumme delvise og kulturelt formede beskrivelser af den samme underliggende virkelighed, uden at én enkelt tradition besidder den fuldstændige forklaring.

Forestillingen om at være skabt “i Guds billede” kan derfor handle om bevidstheden snarere end om fysisk udseende.

Mennesket er ikke alene om at bære dette billede.

Hvor som helst ægte indre erfaring findes, er Urbevidstheden til stede gennem et af sine fragmenter.

Universet er ikke adskilt fra den.

Vi er ikke adskilt fra den.

Vi er Urbevidstheden, der oplever den virkelighed, den selv skabte, gennem utallige midlertidige liv.