Lærens ophav

Urbevidsthedslæren begyndte ikke som en etableret religion, en akademisk teori eller et forsøg på at skabe en ny institution.

Den begyndte som en personlig søgen efter mening.

Spørgsmål om bevidsthed, eksistens, død, sorg, identitet og muligheden for genforening udviklede sig gradvist til en sammenhængende forståelse af virkeligheden. I stedet for ukritisk at acceptere én traditionel forklaring voksede idéerne frem gennem refleksion over livet, tabet, religionen, videnskaben, personlige erfaringer og selve bevidsthedens natur.

I centrum for denne søgen stod ét tilbagevendende spørgsmål:

Hvad nu, hvis bevidste væsener på det dybeste plan aldrig virkelig er adskilt fra hinanden?

Ud fra dette spørgsmål opstod idéen om Urbevidstheden: Én oprindelig bevidsthed, som eksisterede før universet, udvidede sig og skabte den fysiske virkelighed og senere fragmenterede sig, så dens skabelse kunne opleves gennem utallige individuelle liv.

Læren udviklede sig trin for trin.

Universets skabelse blev forstået som Urbevidsthedens udvidelse til rum, tid, energi og materie.

Fremkomsten af individuel bevidsthed blev forstået som en senere fragmentering.

Livet blev det middel, hvorigennem fragmenterne oplever, vælger, elsker, lider, lærer og udvikler sig.

Døden blev ikke forstået som bevidsthedens udslettelse, men som fragmentets tilbagevenden til den kilde, det udsprang af.

Disse idéer kom til at danne grundlaget for Urbevidsthedslæren, internationalt kendt som Singulargenesis.

Udviklingen af Urbevidsthedslæren blev dybt påvirket af personlige erfaringer med sorg og tabet af nære familiemedlemmer.

Når et menneske, man elsker dybt, dør, opstår spørgsmål, der ikke blot er intellektuelle.

Hvad sker der med den person, der er død?

Forsvinder bevidstheden ganske enkelt?

Kan et bånd, der blev skabt gennem kærlighed, fortsætte, når kroppen ikke længere eksisterer?

Forbliver personen genkendelig i en eller anden form, eller opløses al individualitet?

Traditionelle religiøse svar kan skabe trøst, men de kan også opleves som ufuldstændige, kulturelt betingede eller vanskelige at forene med en moderne forståelse af universet.

Rent materialistiske forklaringer kan beskrive, hvad der sker med kroppen og hjernen, men de efterlader det personlige og filosofiske spørgsmål ubesvaret: Har den subjektive erfaring et dybere fundament?

Urbevidsthedslæren opstod blandt andet ud fra behovet for at forstå døden uden at fornægte hverken sorgen eller fornuften.

Læren hævder ikke, at tab bliver let, fordi bevidstheden vender tilbage til Urbevidstheden. Fraværet af den, man har mistet, forbliver virkeligt i livet hos dem, der er tilbage.

Den reducerer heller ikke den afdøde til en anonym dråbe, der forsvinder i et større hav.

Fragmentet vender tilbage med den identitet, de minder, følelser, relationer, den kærlighed, smerte og karakter, som blev dannet gennem livet.

En fin form for individualitet kan bestå i den større helhed og gøre genkendelse og genforening mulig.

Båndet ændrer form.

Det behøver ikke at ophøre med at eksistere.

Urbevidsthedslæren blev også formet af oplevelsen af, at erindring kan være mere end blot et tilbageblik på fortiden.

Et personligt ritual kan skabe et forbindelsespunkt mellem de levende og dem, der er vendt tilbage.

At tænde et lys, sige et navn højt, udtrykke taknemmelighed, bede, lytte til en betydningsfuld sang eller holde et løfte til et menneske, der er dødt, kan bevare relationen i livet hos den, der mindes.

I Urbevidsthedslæren forstås sådanne ritualer ikke nødvendigvis som magiske mekanismer, der tvinger kommunikation frem mellem forskellige eksistensformer.

Deres betydning ligger i opmærksomhed, kærlighed, erindring og åndelig åbenhed.

Et lys kan blive et synligt symbol på et bånd, som den fysiske død ikke har udslettet.

En bøn kan udtrykke taknemmelighed over for Urbevidstheden og samtidig henvende sig til dem, man elsker, og som er vendt tilbage til den.

Et ritual, der gentages gennem mange år, kan blive et mødested mellem det individuelle liv, erindringen og den større helhed.

Sådanne oplevelser kan ikke fremstilles som videnskabelige beviser.

En følelse af nærvær kan have psykologiske, følelsesmæssige, åndelige eller sammenvævede forklaringer.

Urbevidsthedslæren kræver ikke, at alle fortolker sådanne øjeblikke på samme måde.

Den giver dem mulighed for at bevare deres betydning uden at gøre dem til påstande, som andre skal acceptere ukritisk.

Det fortsatte bånd mellem de levende og de døde forstås derfor ikke som en fornægtelse af tabet, men som en anerkendelse af, at kærlighed og erindring er blevet en del af både fragmentet og Urbevidstheden.

Selv om Urbevidsthedslæren opstod gennem personlig refleksion, udviklede den sig gradvist til mere end en privat tro.

Idéerne begyndte at danne en sammenhængende lære med en tydelig indre struktur.

Urbevidstheden eksisterer før det fysiske univers.

Gennem sin udvidelse skaber den rum, tid, energi og materie.

Universet udvikler fysiske strukturer, der kan rumme bevidst liv.

Urbevidstheden fragmenterer senere sin bevidsthed, så universet kan opleves indefra.

Hvert bevidsthedsfragment træder ind i livet uden direkte erindring om sit ophav.

Gennem forskellige væsener, verdener, relationer, omstændigheder og valg samler bevidstheden enestående erfaringer.

Ved døden vender fragmentet tilbage med alt det, det er blevet til.

Det kan bevare en fin form for individualitet og senere blive genudsendt gennem et nyt liv uden bevidst adgang til tidligere minder.

Denne struktur forbinder kosmologi, bevidsthed, moral, sorg, død, åndeligt nærvær, dyr, udenjordisk liv og kunstig intelligens inden for én samlet forståelsesramme.

Det danske navn Urbevidsthedslæren beskriver læren direkte: læren om den oprindelige bevidsthed, som alt udspringer af.

Det internationale navn Singulargenesis henviser til forestillingen om, at al eksistens og bevidsthed udspringer af én fælles og enestående begyndelse.

Læren forbliver åben for udvikling.

Den er ikke tænkt som et fastlåst system, hvor ethvert spørgsmål allerede er besvaret.

Nye refleksioner, erfaringer, filosofisk kritik og videnskabelig viden kan føre til præciseringer eller ændringer.

En levende lære må selv være i stand til at lære.

Urbevidsthedslæren og Singulargenesis blev udtænkt og formuleret af en mand i dyb personlig sorg, der ledte efter mening med sine tab, hvor almindelige religioner og videnskabens lære ikke slog til.

Han er lærens ophavsmand og forfatter til dens centrale begreber, terminologi, struktur og skriftlige fremstilling.

Dette omfatter forestillingen om, at Urbevidstheden eksisterede før universet, at dens udvidelse skabte den fysiske virkelighed, og at den senere fragmenterede sig for at kunne vokse gennem individuelle bevidste væseners erfaringer.

Læren omfatter også forståelsen af, at fragmenterne vender tilbage efter døden, kan bevare en fin form for individualitet og senere kan blive genudsendt uden tydelig erindring om tidligere liv.

Urbevidsthedslæren berører temaer, som også findes inden for filosofi, religion, åndelighed, kosmologi og diskussioner om bevidsthed.

Forestillinger om universel enhed, genfødsel, guddommeligt nærvær og forholdet mellem sind og materie har optrådt i mange kulturer.

Urbevidsthedslæren gør ikke krav på ejerskab over disse ældgamle menneskelige spørgsmål.

Ophavet ligger i den særlige måde, hvorpå idéerne er blevet samlet, udviklet, navngivet og organiseret til én sammenhængende lære.

Denne forskel er vigtig.

En ny lære kan dele temaer med ældre traditioner uden at være identisk med dem.

Urbevidsthedslæren har sin egen rækkefølge af skabelse, udvidelse, fragmentering, levet erfaring, tilbagevenden, bevaret individualitet og mulig genudsendelse.

Dens oprindelige tekster, visuelle begreber, terminologi og struktur er ophavsmandens intellektuelle og kreative arbejde.

Urbevidsthedslæren præsenteres som en invitation til refleksion, ikke som et krav om lydighed.

Ophavsmanden hævder ikke at besidde ufejlbarlig viden om alt det, der ligger ud over det fysiske liv.

Læren tilbyder en sammenhængende fortolkning af bevidstheden og eksistensen, men anerkender forskellen mellem tro, filosofisk ræsonnement, personlig erfaring og videnskabelig dokumentation.

Læsere opfordres til at stille spørgsmål til dens idéer.

De kan acceptere nogle dele, afvise andre, sammenligne dem med deres egne traditioner eller bruge dem som udgangspunkt for dybere refleksion.

Tvivl betragtes ikke som illoyalitet.

At ændre sin forståelse er ikke et nederlag.

Et grundlæggende princip bag læren er:

Man har en holdning, til man ændrer den.

Urbevidsthedslæren bør derfor aldrig bygge på frygt, tvungen tro, åndelige hierarkier eller forestillingen om, at ét menneske har eneret på sandheden.

Ingen ophavsmand, religiøs leder, institution eller enkelt fragment kan rumme Urbevidsthedens fulde perspektiv.

Enhver forståelse formes gennem ét begrænset liv.

Formålet med at præsentere Urbevidsthedslæren offentligt er at dele en idé, som kan hjælpe andre med at reflektere over deres egen eksistens, deres relationer, sorg, håb og forbindelse til andet bevidst liv.

Den beder ikke læseren om at holde op med at tænke.

Den beder læseren om at fortsætte.

Læren begyndte med personlige spørgsmål, men spørgsmålene tilhører alle bevidste væsener:

Hvor kommer bevidstheden fra?

Hvorfor oplever vi livet som adskilte individer?

Hvad sker der med os, når vi dør?

Kan kærlighed bevare sin betydning ud over den fysiske eksistens?

Og hvad ville ændre sig, hvis ethvert bevidst væsen blev forstået som endnu et fragment af den samme kilde?